Krimidronningerne

00:06 Du lytter til Krimidronningerne, en sommerspecial. Normalt er vi flere kvinder her i studiet, som hver uge drøfter nogle af tidens mest alvorlige forbrydelser, og det er at arbejde helt tæt på Danmarks kriminelle og deres ofre. Men i den her sommerserie, der bliver det lidt anderledes. For hver onsdag hele sommeren, så har jeg en enkelt krimidronning på besøg i studiet til en snak om sager, der er nået langt ned under huden på os alle sammen, så vi aldrig glemmer dem. I dag så er du med mig i studiet. Mette Pedersen, velkommen til. Tak for det, Stine. 00:37 Og jeg tænker, at der er mange, der godt ved, hvem du er, men hvis du nu lige skal sætte et par ord på dig selv og din karriere, hvem er du så? 00:43 Jamen altså, jeg er jo krimchef på Ekstrabladet, og har været på Ekstrabladet i mere end 20 år, og har nok altid interesseret mig meget for krimieområdet, men har lavet mange ting. Men noget af det, vi skal tale om i dag, partner der for at blive til det forskud, det er noget, jeg har lavet rigtig meget om i løbet af de år, jeg har været på Ekstrabladet. 01:05 Ja, og det kan man sige, at jeg har været krimireporter i over 25 år, og har stort set altid beskæftet mig med noget inden for de blå blink, hvis man kan sige det på den måde. 01:16 Du var i hvert fald hardcore krimedronning inden på Ekstrabladet, da jeg startede som praktikant i 2005. 01:21 Ja, men jeg startede selv på Ekstrabladet i 2000, men inden da var jeg også på en månedsbladet Chili, hvor jeg også beskæftede mig meget med den slags her inden for dem. 01:43 Og som du lige selv kort var inde på, så er det jo netop partnerdrab, vi skal tale om i dag. Og netop da jeg var fastansat på Ekstrabladet igennem mange år, så lavede jeg meget ofte, var det mig, der skulle lave de her oversigter, at nu er året gået, hvor mange er blevet slået ihjel i løbet af året. Så lavede jeg sådan en oversigt over det hen omkring jule og nytår. Og det var næsten altid jalousi, der var den helt store dræber, hvis man kan sige det på den måde dengang i hvert fald. Det var tit det, der var motivet til at slå ihjel, altså de nære relationer. 02:17 Og det er jo desværre også det, vi stadigvæk ser den dag i dag, at drabstatistikken, det kan godt være, at den falder på nogle områder, men i forhold til drab af kvinder, og især i partnerrelationer, det er ligesom stagneret. 02:31 Det har vi virkelig svært ved at få forebygget på en eller anden måde. 02:36 Og derfor er der jo rigtig mange, der ligesom også ser nærmere på det, og Desværre kan man jo sige, at jeg har i hvert fald også igennem alle de her mange år et hav af sager inden for det her felt, hvor man kan sige, at hvilken en skal man trække frem og fortælle om, når nu jeg vidste, at det var det, vi skulle tale om i dag, fordi du har også taget en sag med, Mette. Men en af de sager, jeg virkelig tydeligt kan huske, det var en sag fra Greve i maj 2010, hvor vi var flere journalister på sagen, Det starter faktisk med en færdselsulykke, hvor der er en melding om, at der er en bil, der er kørt ind i en parkeret lastbil, og at man er ude for at finde ud af, hvad er der op og ned på det her. 03:18 Der er tilfældigvis nogle politifolk lige i nærheden. Den ene af dem er rent faktisk ham, der hedder Vlado, som der er mange, der jo kender. Og da de ligesom går hen til bilen, så er de her airbags selvfølgelig sprunget, og inde i bilen, der ser man en voksen mand sidde bag i føresædet, og i hans skød, der ligger der en ung pige, og hendes hals er ligesom skåret over, eller pulsoven er ligesom skåret over. Den her 50-årige mand er i live og har måske også forsøgt at slå sig selv ihjel, men han bliver selvfølgelig taget med, fordi der er jo et eller andet helt galt her. 03:55 Altså hun har jo ikke bare tilfældigvis lige fået skåret halsen over. Når man så kommer hjem i deres hus i Greve, der viser det sig, altså i familiens hus, at der boede Den døde pige var 12 år gammel, men i huset var der også en storsøster på kun 18 år, og hun bliver fundet død inde i sit eget værelse. Hun havde ligesom en egen hoveddør. Der ligger hun død, og inde i forældrenes soveværelse, der ligger moren død i sin natkjole. 04:28 og så begynder politiet jo ligesom at rulle sagen op og finde ud af hvad er der op og ned på det her altså hvem har slået hvem ihjel og hvorfor har faren kørt afsted med den yngste pige og noget af det jeg bare kan huske der var sådan ekstra skræmmende det var at han har kørte den 12-årige pige i skole. Hun er i hvert fald kommet i skole, og imens hun så er i skole, så slår han de to andre ihjel i hjemmet. Jeg kan godt huske sagen, det er frygteligt. 04:59 Så kontakter den yngste datter ham og siger, hun gerne vil hentes. Så henter han den yngste pige i skolen, og de kører hjem i huset, hvor vi jo altså nu ved, at der ligger altså to døde mennesker. Han må jo måske have fortalt, at de ikke lige var hjemme. Hun går jo ikke ind på sine forældres soveværelse eller nødvendigvis ind til storsøsteren, som havde sit eget, med egen indgang. Hvad efterforskningen bag efter viser, det er, at han rent faktisk gør et afskedsbrev færdigt. Han har startet på, efter han har slået de to ældste, kan man sige, ihjel, og inden han har hentet den yngste datter. 05:34 Og mens hun er i hjemmet, der skriver han det her afskedsbrev færdigt, og så siger han, at de ikke skal køre en tur. Og så tager han sådan en hobbykniv med, sådan en af dem her, man klikker frem, hvor man kan knække knivsbladet af efterhånden, som det bliver klikket frem. Og den tager han åbenbart med i bilen, og det man senere finder ud af, det er, at den her parkerede lastbil, den holder ligesom på en skråning. Så bilen har nok ikke helt haft den fart på, som han måske havde håbet på, fordi airbagsene springer, ingen af dem dør. 06:08 Han har formentlig bedt hende om at samle noget op på gulvet, lige det han kører imod den her lastbil. Så de overlever umiddelbart begge to, men så tager han den her hobbykniv og slår sin egen datter ihjel. Og næste dag bliver han fremstillet i grundlovsforhør, Og det kan jeg i særdeleshed tydeligt huske, fordi det, der sker, det er, at vi er jo selvfølgelig en masse journalister til stede, og vi står og venter på at komme ind. Og så ved jeg senere, at han har kunnet sidde lige bag den lukkede dør og høre alt, hvad vi snakkede om. 06:42 Og vi snakkede selvfølgelig om den her forfærdelige sag, og hvordan kunne han dog gøre det, og det var da helt vildt og sådan noget. Og så kan jeg så læse i min reportage fra dagen, at dommeren ligesom siger, at du skal fortælle mig din fødselsdato. Det ved du jo godt, Fnøsmanden, som jeg så har skrevet her, som fredag fik tre liv på samvittigheden, sin kones og sine to elskede døtre. Du skal alligevel fortælle mig den, sagde dommeren. Agribner har indespurgt manden vredt. Hvis du mener, om pressen er til stede, så ja, sagde den kvindelige dommeren. 07:12 Det fik den 50-årige mand til at tage hænderne op for sine ører, og her blev de. Og så ville han faktisk ikke sige noget, hvis vi var til stede, for vi var jo gribende. Og jeg kan bare huske det der med, undskyld, hvem er det, der har sat dig i den her forfærdelige situation, altså forfærdelig for familiens situation. Dørene blev lukket, og vi blev sendt ud. Men det kan jeg bare huske, det synes jeg bare var sådan, det er jo ligesom dig, der er the bad guy her, det er i hvert fald ikke os. 07:38 Og så er der jo også noget helt principielt i, at de lukker dørene, fordi at den sigtede ikke vil forklare sig. 07:43 Ja. 07:43 Altså det burde jo stadig kunne der så gøre. 07:45 Nej, men jeg er helt sikker på, at jeg også er glad. Jeg kan huske, at de sagde også, at det var noget med, at han var psykisk uligevægtig. Han har svært ved at udtale sig om sagen, siger forsvaren. Så han synes, at vi er nødt til at få sendt pressen ud. 08:01 Men altså, det var en forfærdelig sag, og der er sikkert mange af jer lyttere, og ligesom dig, Mette, der kan huske den, fordi det var en sag, der ligesom berørte os alle sammen meget. Uanset om man kender de her mennesker eller ej, så kan man jo... Altså, man kan jo ikke engang rigtig sætte sig ind i det, men man kan bare mærke den der fuldstændig frustration og... 08:19 Hvordan var det at sidde i en grundlovsbehør? Var der pårørende osv.? Fordi vi er jo tit et meget følsomt sted, både fra de pårørende til ofrene, men også de pårørende til de anholdte. Det er næsten altid det første tidspunkt, de ser dem, efter de er blevet anholdt osv. 08:37 Det kan godt være meget... Så vidt jeg husker, var der kun forsvaren, der var til stede, og så var vi massivt til stede af... pressefolk, som jo så snakkede om sagen og delte tanker osv. Og så kan man jo selvfølgelig sige, hvorfor er det, vi overhovedet dækker den her slags sager? Men jeg personligt synes jo, at hvis ikke man fortæller om det, så opstår der rigtig mange myter og historier. Der var en sag ganske tæt på den her, hvor jeg havde talt med nogle naboer, altså hvor der var en familiefar der også slog sin familie ihjel. 09:10 Og hvor naboerne sagde, at han har gjort det med piller. Og det var fuldstændig løgn. Og hvis man nu ikke får noget at vide om, hvad der egentlig er sket, så vil der jo opstå myter og løgne og fake news, som vi jo siger nu om dagen. 09:24 Min holdning er jo altså, at den eneste måde, hvor vi kan forebygge og faktisk få nedbragt salg og så vidt, er også ved at tale om det og ved at have det ud i det åbne og diskutere sagerne. Der har jo været det her netop med partnerdrab, at det var familietrægedier. Det er vi heldigvis kommet virkelig langt med at komme Kom væk fra, ikke? Men der er jo stadig det der, når det så for eksempel er drabt selvmord, så lukker politiet fuldstændig... Jeg kan ikke huske, om det var sidste år eller forår, hvor vi havde en hel række af kvinder, der blev dræbt, hvor efter deres eksmand eller mand, så gik selvmord. 10:00 Og der kæmpede vi enormt meget med, det var min kollega Thorsten Rus, med at få at vide, hvad morvåbnen har været. Det kunne vi simpelthen i mange tilfælde ikke få at vide. 10:09 hvor vi har en formodning om, at det var skydevåben flere gange. Så vi kan ikke engang have debatten om, hvordan har de fået skydevåbenet, fordi vi ikke kan få oplysningerne. Det synes jeg faktisk er et ret stort problem. Vi er jo nødt til at kunne have de snakke. 10:31 Du har også taget en sag med, som er grøbet lidt tæt på dig. Hvad er det for en sag? 10:37 Det er en sag om en ung pige, som hedder Sarah. Og jeg dækkede den faktisk ikke hele vejen igennem. Men jeg har også taget den med, fordi det er også et eksempel på det her, du har også prøvet det her med, at man... Det her med at tale med de pårørende, at tale med familien, hvor stærkt det kan være, og hvor stor det indtryk, det bliver. Men for lige at fortælle om sagen, så var Sara, hun var 23 år. Hun havde sådan et mørkt, halvlangt hår. Og på nogle billeder, vi har fået nogle billeder af hende, hun er slank og smil, og hendes øjne har de her sådan, du kender godt, når man har sådan nogle meget livgivende smittende øjne, og det har hun, altså virkelig dejligt smil. 11:15 Der er især et billede, hvor hun står sammen med sin kæreste, hvor han ligesom står bag hende. Jeg tror, det er en selfie. Og ligesom holder om hende, og hvor de begge to smiler. Altså bare et lykkeligt par. Og de to mennesker, der elsker hinanden, det kan man se på billedet. De er glade for hinanden. De har mødt hinanden i 2015, og de bliver kærester året efter. Han har været i fængsel og været en del i noget kriminelt miljø, men har ligesom flyttet til Svendborg for ligesom at starte på en frisk, og de bliver så kærester. Og hun virker til virkelig bare at være forelsket i ham. 11:47 Og familien synes, at han er høflig. Forældrene fortæller, at de møder ham nogle gange, tre-fire gange eller noget. Der er ingen finger at sætte på ham overhovedet. De er samlet, og han virker fuldstændig stille og roligt. Klip til, at det så går fuldstændig galt en nat i 2016. Han er til en indflytningsfest. Og hun er derhjemme. De bor sammen i en lejlighed, sådan et lille byhus. Og hun er sammen med sin veninde, som fortæller, at hun ikke fornemmer noget som helst. Der var ikke andet en god stemning. 12:17 Så opstår der alligevel noget kontrovers. Og det han så har fortalt siden han i retten, det er, at hun er sur over, at han siger, at han gerne vil i byen, og han vil gerne have hende med. 12:28 Og hun bliver irriteret. Han forklarer sig også, at han tager sig hjem for hende til et studiekår for at få rabat i byen. Og at hun så skal have sagt noget i stil med, at hvis du går nu, kan du blive væk. Så de bliver ligesom uvenner. Og så vil han så ligesom prøve at tale med hende. Og han siger så også i retten, at egentlig så burde han nok... 12:54 Han har også tidligere forklaret i nogle interviews med, at han ikke havde en stopknap. Han ved godt, at han kan have svært ved at styre sig. Så han ved godt, at han skal gå en tur, men i stedet prøver han så at tale med hende. 13:09 Og det næste, eller nærmest det sidste, han så kan huske, det er, at han i den her lejlighed tager hænderne om halsen på hende, og så bagefter så giver han hende to hårdknytne næveslag i ansigtet. Og derfor kan han så ikke huske, hvad der sker, men han slår hende jo simpelthen ihjel med sine bare næver. Han kommer ligesom til sig selv, siger han, og det næste, han kan huske, det er i hvert fald, at han ligesom ser hende, hun bare ligger på gulvet i en blodpøl, og han henter sig en nabo, som kommer ind og ser, at det er frygtelig syn, og han går så ud af lejligheden ned på gaden, og det er så her, han bliver anholdt, og der er han fuldstændig smurt ind i blodet. 13:48 Ret hurtigt faktisk, så familien til Sarah er sådan ret åbne omkring, hvad der er sket, og de vil godt have det ud, hvor voldsomt det her er. Og i starten er det faktisk ikke mig. Vi er ikke så bedre, der er også til stede ved bisættelsen, og bringer billeder derfra, og storebrorens tale, eller hans ord til hende. Men jeg møder dem så nogle måneder senere, fordi jeg så skal lave et interview med dem op til jul. Det er også i december, hun har fødselsdag, og det er så der, jeg møder familien. 14:22 Og de bor i et hus på landevejen uden for Svendborg. 14:27 og de kommer ind, og det er jo altid en ret speciel situation, det må du også gerne. Det der med, at man kommer ind hos nogen, man jo faktisk slet ikke kender, og man kommer ind i deres private hjem, man er en fremmed, og de skal fortælle om et andet menneske, man jo heller ikke kender, men alt det, der fylder for dem, det er ret specielt at komme ind der, ikke? Jo, det må man sige. Men vi... 14:55 Vi kommer ind i stuen, og det er en ældre ejendom, så der er sådan lidt lavt til loftet og sådan noget. Vi sidder ved sofabordet, og så bag sofaen, der kan man så se, der hænger sådan et portrætbillede af Sarah og hendes bror, som de har givet forældrene i julgaven. Juledekorationen er tændt, og der er en enkelt grej, men ellers har de ikke rigtig pyntet op til jul, for de kan simpelthen ikke overskue det. Julen har altid betydet helt vildt meget for dem, men... Det kan de ikke overskue. Familien har også nogle rottweilere, men de er særligt elskede dyr, men de er lukket inden. 15:26 Så vi sidder ligesom omkring det der sofa-bord, hvor de så skal fortælle om det, der skete, og hvordan de har det med det hele. Og det er jo selvfølgelig frygteligt. Og hvordan var det for dig så at sidde i den der... 15:43 Jamen, jeg tror, det er et kæmpe privilegium at få lov til at fortælle om et menneske, som nogle andre har elsket så højt. Det er egentlig det, jeg tit går ind med. Men det er klart, at man... 15:55 For at forstå deres situation, skal vi jo også tale om det, der er sket. Vi skal tale om, hvordan fik de besked, hvordan har deres liv formet sig efter, hvordan formår de at stå oprejst. Og de fortæller jo det her med, at livet trisser jo videre på en eller anden måde, fordi det gør den. Altså ligesom tiden går per automatik, og de fortæller også ret stærkt om, at at de står op hver morgen og går i gang, simpelthen af frygt for, at hvis ikke de gør det, så går de helt i stå. 16:28 Så de går ligesom videre på en eller anden måde. Og så fortæller de jo selvfølgelig også om Sarah, om det her menneske, som de mangler. Pigen på billedet. Hun var lys og langhård på det portrætbillede, de har været. Så hun har jo så siden fået gjort lidt ved håret, men det der klipte i øjet, havde hun også på det billede. Og de fortæller jo, at hun har været... Jamen altså... 16:51 Hun har været en, der aldrig sidder stille. Hun gik, før hun var et år, fortæller de, og hun ræsede rundt i huset, og det er jo også sin barndomshjem, vi sidder i, og man kan godt forestille sig den her lille pige, der bare er forældrene, der prøver at følge med. Det kan man jo godt kende. Og hvordan hun spillede håndbold, hun gik med aviser, helt ved ligesom min egen ungdom, faktisk. Jeg spillede også håndbold, gik med viser, elskede at være sammen med veninder og venner, ikke? Og fortæller også, hvor glad hun var, for da hun fandt ham her kærest. 17:24 Hun var... Hun havde simpelthen ikke været så glad længe. Hun havde haft det svært ved at finde ud af, hvad hun ville i livet, men hun elskede at lave mad, og det elskede han også. Og... Hun var gladere end længe, og de havde også talt om at se familie osv. Klip til, at de så bliver ringet op den her nat, at hun er blevet slået ihjel på den mest frygtelige måde. Og der fortæller faren jo så også det her med, at han skal ind og se hende. 17:54 og hvordan han kommer ind, og han kan simpelthen ikke genkende hende. Hun er jo meget, kroppen er jo dækket til, men altså hun er jo gul og blå, hun er buler, hun er blod i håret. Ja, han siger også fuld med helt op. Han fortæller også det her med, at han Altså, hvordan raceriet bare buldrer i ham, ikke? Altså, hvor han bare... Nogen skal bare stå til ansvar her, ikke? Og det kan man jo så godt sætte sig ind i, ikke? Frygtelig situation. Altså, frygtelig. Man kan jo slet ikke... Og det her med, at de sidder og fortæller det, når man sidder og hører det, så... 18:30 Altså fordi, det har vi jo også talt om før, det der med, hvor meget tager man det ind, når man sidder og hører det. Man forsøger jo ligesom at lægge det, altså man skal registrere, man skal være journalist, og man spørger ind, men man lærer det nok ikke på samme måde. Så er det jo først bagefter, man så tænker, at alt det, han sidder og fortæller, det har han jo oplevet. Altså... at noget, som egentlig føles og lyder næsten som en film, det har jo været virkeligheden for dem i få måneder. Og det er jo noget, han aldrig kan fjerne fra sit indre. 19:03 Så det gør et enormt stort indtryk, ikke? 19:06 Jo. 19:09 Og heldigvis så går han jo ikke ud og gør noget, faren her. Så sagen kommer fra retten. Den dækkede du ikke selv, den sag, men hvad er det? 19:18 Jamen, det ender med, at han får 12 års fængsel. Han havde erkendt vold med døden selvfølgelig, men ville ikke erkende drab, for det var ikke meningen, hun skulle slås ihjel, siger han. Men retsformanden lægger sig til grund, at han må have at han må i hvert fald have indset, at med de skader, så kunne hun meget vel risikere at dø. Så han bliver dømt for drab, og han får 12 års fængsel. Nu har jeg bare været igennem nogle af mine kollegers retsreportager. 19:50 Der får man jo også endnu mere indblik i, hvor voldsomt det har været. Altså naboen, som han hentede, fortalte jeg også, at hun ligesom bare smadrede til ukendelighed. Og den læge, som... skulle forsøge at redde hendes liv inde på hospitalet. Han brød faktisk sammen i retten, og han fortæller, at han har behandlet over 10.000 patienter, men Sara, det var en af dem, han ligesom prøvede at glemme, og de næsten ikke kunne åbne hendes øjendog. Og så rettsmedicineren fortæller så også, at man må sammenligne hendes skader med nogen, der ligesom med trafikoffer, eller folk, der er faldet ned fra en høj bygning. 20:23 Altså det har været virkelig, virkelig voldsomt, ikke? 20:27 Altså, jeg har jo også nogle gange set de der obduktionsbilleder. Især tidligere var det jo helt normalt, at vi forpressende og så dem, når vi sad i retten. Og det kan virkelig se voldsomt ud. Altså, det ligner jo slet ikke, at det overhovedet har været et menneske nogle gange. Hvor man sådan tænker, at vedkommende er blevet kørt over et tog, men så er det simpelthen vold i... Igen og igen og igen og igen. Så jeg kan godt forstå familien. Er det egentlig lidt vildt, at faren har set hende? 20:59 Var det hans eget ønske? 21:00 Det ved jeg faktisk ikke. Jeg ved, at moren ikke ønskede at se hende. 21:05 Hun fortalte også, at Sara havde en ønske om at få en tatuering med sin mors håndskrift, som hendes mor skrevede. 21:13 jeg kan ikke huske, om det måtte have været før, op i sættelsen på en eller anden måde, men der holder faren hånden frem. Hun ser den ikke, men han holder den frem, så hun så skriver noget på hendes hånd, for at få det ønske opfyldt. Hun havde ikke noget ønske om at se hende moren. Men noget af det, som jeg... 21:37 som virkelig har taget med mig for det. Fordi som du også siger, der er jo desværre alt for mange sager, og man møder jo pårørende i mange forskellige situationer. Det er altid noget specielt, når man kommer hjem til dem. Men det er som de også... fortalte mig her under interviewet, det var, at det de satte deres lid til, det var ligesom, at de bare håbede, at hun døde ved første slag. Og hun siger faktisk, det er så lige op fra den artikel, jeg har lavet der, hun vejer jo så lille, og han er kæmpestor. 22:10 Han vejer vel omkring 100 kilo. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at hun har gået ud som et lys ved første slag. Det er det, vi sætter vores lid til, at hun ikke er nået at se det komme, men døde af første slag. Og det er jo altså på sin vis bare så rørende, og man kan jo virkelig som pårørende i alle situationer faktisk sætte sig ind i det, uanset om ens næger har været syge, eller døde på en voldsom måde, så vil man jo bare ikke have, at de har dit unødige smerte. Så i alt det her, som er blevet påført dem i en situation, de ikke har haft nogen som helst kontrol over, så det eneste håb, de ligesom har, det er, please, bare, at det er gået hurtigt. 22:51 Det synes jeg rammer ret meget. 22:53 Det er en voldsom sag, jeg kan godt forstå. Den har sat sig dybt i dig, Mette, til sidst her. Det er jo noget med, at historien om Sara, synes du også er særlig vigtig, fordi at familien turde råbe op om, at de ligesom ikke følte, at de fik nok hjælp, da de mistede Sara. 23:11 Ja. De følte ligesom bare, at efter faren har set Sara, så bliver de bare sendt hjem, og så er det faktisk, de fortæller, så får de ikke rigtig noget hjælp, før at hans familie så faktisk hjælper dem. Og de følte så virkelig ladt i stikken, og det fortalte de faktisk om også kort efter drab, og de fortalte det så også om til mig. Og det er jo fordi, og jeg synes, det er jo en helt vigtig pointe, fordi det er jo så vigtigt at hjælpe de her mennesker, Og det er jo ikke ret mange, der måske har overskud til at række hånden op og sige, hvorfor fik vi ikke hjælp? 23:44 Altså sætte ligesom en debat i gang. Interviewet med dem fik mig faktisk også til at række ud til nogle af de andre sager, jeg havde haft med andre pårørende, som havde det samme, hvor vi så også skrev om, at de ikke føler, at de fik så meget hjælp. Og jeg tror, at det er noget af det, som vi som samfund, stadigvæk nok ikke er helt gode nok til. Jeg tror helt klart, at vi er blevet bedre nu, det her jo trods alt nogle år siden. Men jeg snakker da stadigvæk med pårørende om, hvor er hjælpen til os. Gerningsmanden får alt muligt hjælp i fængslet. 24:14 Hvor er det min hjælp? Altså, jeg tænker også, at du må have mødt det. 24:17 Ja, helt bestemt. Man kan jo hjælpe med stort og småt, kan man sige, og som journalist kan man jo række langt ud i den grad. Så på den måde har det jo også været godt for dem, at de fik historien ud via dig. 24:31 Ja, og så er det jo også noget med, at når man sidder i den situation, så kan man heller ikke lide dem på at ringe til den her organisation eller den her organisation. Det er jo også, at man kan gøre sig lidt. Det er jo også det, man føler, når man sidder i den der situation. Det giver jo sindssygt meget. 24:45 af sig selv, når man sidder i den der interviewsituation. Og i virkeligheden giver vi jo ikke så meget andet, end at vi skriver historien, og forhåbentlig skaber et minde om dem, de har mistet. Så på den måde er det jo sådan lidt ulig. Man kan godt nogle gange tænke, hvad man ønsker, at man kan gøre så meget. Det kan vi ikke. Når man så endelig kan, eller sige, giv telefonen om, eller jeg ved, at de her, de kan hjælpe, eller et eller andet, så giver det dig lidt, ikke? 25:14 Vi er desværre nødt til at runde af for i dag, Mette, men tusind tak, fordi du kom her og var med som min gæst i dag. Selv tak, Stine. Tak til Simon Axelsen og Rasmus Søgaard, der har produceret programmet, og ikke mindst tak til dig, der lyttede med. Mit navn er Stine Bolder, og Krimindrøndingerne Sommerspecial er tilbage igen om en uge. 25:43 Danske tekster af Nicolai Winther